25-10-2016

Når den sensitive krop og det følsomme sind påvirkes og drænes

Har du også en sensitiv krop og et følsomt sind? Eller vil du vide, hvordan det er? 

DU er inviteret til en festlig sammenkomst med venner, bekendte og mange mennesker.

Du glæder dig, føler dig oplagt og er i godt humør inden sammenkomsten.

Du kommer i god tid og mærker stemningen og energien omkring dig og i det lokale, du befinder dig i. Du fornemmer hurtigt folks følelser og sindstemninger. Du prøver at lukke af og bare være dig selv, men påvirkes alligevel af den enkeltes tilstedeværelse og energi.

Du interesserer dig for det enkelte menneske og ser det, som det er. Du ser både glæden, sorgen og smerten i menneskers øjne. Du hilser varmt på dem, du møder. Er indlevende og nærværende. Nogle får et kærligt kram og andre gode ord med på vejen.

Som et lyn fra en klar himmel, føler du dig pludselig voldsom træt, trist, energiløs og overvældet af sorg.

Du har prøvet det mange gange før, at tage folks indtryk, følelser og sorger på dig. Det ender gerne med, at du kommer hjem - helt flad og drænet. Nogle indtryk og følelser slipper dig let, mens andre er intense og fysiske - og hænger ved i dage efter.

I din barndom troede du, at alle havde det ligesom dig. Du blev hurtigt voksen.

Du tog alt på dig og var ofte syg, træt, tynget og inadvendt. Du gik med tingene selv, for det var du vandt til. Du kunne holde på en hemmelighed som ingen anden. Du troede, at det var din skyld, når andre led og havde det skidt. Din pligtfølelse, hjælpsomhed og indlevelsesevne var enorm, men du kunne ikke selv modtage - kun give. Du blev let misforstået og udnyttet, fordi du ikke kunne sige fra.

Årene går og en dag "vågner" du op og begynder at tage ansvar for dit eget liv.

Omsider bliver du klogere på dig selv og dine omgivelser. Du lærer at acceptere dig selv og dine begrænsninger. Du lærer at sige fra og ikke bekymre dig for alt og alle. Du lærer at blive i dit eget "indre rum" og lade andre blive i deres. Du finder dine egne måder, at lade op på. Du udvikler dig og lære at bede om hjælp. At give slip på skylden, sorgerne og smerten. Du bliver bedre til at åbne op og tage imod livet og kærligheden. Være tro mod dig selv og den du er. Tilgive dig selv og dem der har såret dig dybt.

Dag for dag genvinder du tilliden til livet, mennesker og til dig selv.

Du får mod og indre styrke. Du ved, at du er beskyttet af lyset og kærligheden. Du finder hjem til dig selv og lærer at leve et helhjertet liv med din sensitivitet og følsomhedDin stærke intuition, indlevelsesevne og indre udvikling har gjort dig, til den du er i dag.

Du får med tiden, styrke til at hjælpe mennesker på din vej - på en måde du aldrig selv havde drømt om. 

Lykke til håbefulde sjæl 

Kh Pia Broch